Historien Det er ganske mærkeligt at sidde med en blankt skinnende ”Hip” foran sig og læse Eik Skaløes ord: Den elektriske guitar er vor tids skrivemaskine. Metronome fortjener roser, fordi selskabet har genudsendt ”Hip” tre år efter førsteudgivelsen. Der er sket meget siden. Eik er død, og min første udgave af ”Hip” er spillet i stumper og stykker. Det er skønt igen at høre Eik og Steppeulvene synge ”0-0-0”. Tiden har arbejdet for dem. Nu må alle da kunne fatte at dansk beatmusik begyndte med Steppeulvene. Poul Krabbe i Aalborg Stiftstidende 28/3-1970						Home Koncerter Diskografi Litteratur Eik Skaløe Preben Devantier Stig Møller Søren Seirup Andre Ulve Links
			Historien om Steppeulvene er på mange måder historien om Eik Skaløe. Det var Eik som i midt 1960’erne drømte om at overføre Bob Dylans lyriske vision til danske forhold. Hvis ikke før, så må han senest i 1966 hvor Dylan gæstede Danmark, være blevet klar over at Dylan havde skiftet stil og var begyndt at spille med backing fra et rockband. Eik nåede desværre ikke at møde sit forbillede. Da Dylan gik på scenen i KB-hallen d. 1. maj sad Eik i fængsel for et apotekerbræk begået året før i Helsingør. Han blev ikke løsladt før 5 måneder senere, i midten af september. Formentlig i starten af november er Eik på besøg i Bagsværd hos Carsten Grolin, hvor han møder Helle Ryslinge som fortæller ham om Stig Møller. Helle fortæller derefter Stig at hun kender en som skriver tekster, som hun forestiller sig at han kan lave musik til. Sandsynligvis får Stig til en start lov til at øve sig på første vers af Dunhammeraften. Senere samme måned er der en artikel om ”Stigs musik” i Politiken, hvor Stig bl.a. udtaler at han godt kunne tænke sig at starte en pigtrådsgruppe. Artiklen har muligvis været medvirkende til at Eik beslutter sig for at opsøge Stig på hans arbejdsplads, Danmarks Musikskole i Købmagergade. Stig Møller: Han kom ind i min klasse og jeg spillede et nummer der hedder ”Angie”, jeg skulle lære videre, og så dansede han sådan en krigsdans til det, og det blev altså for meget. Så blev jeg fyret, vi blev smidt ud, og så var jeg hippie, simpelthen, fra det tidspunkt var jeg med i Steppeulvene. (Opus nr. 4 1990, interview ved Nicolai Glahder)
			Preben og Søren kom først med i gruppen omkring februar 1967. Muligvis har Søren været i tankerne fra starten…: Søren Seirup: En dag kom [jeg] kørende ude fra Rødovre nedad Valby Bakke, og så kom der en gut med langt rødt hår kørende i modsat retning, han skulle op ad bakken, og så havde jeg vist mødt ham en gang før ude hos Ibens bedstemor, hvor vi havde siddet og røget en pibe … så fortalte han, at han ville lave en plade, om vi ville være med på den, og da havde han i forvejen arbejdet et stykke tid på projektet sammen med Stig med at lave melodierne og skrive teksterne … Så tror jeg, jeg kom til at kende Stig gennem Eik. Og så skulle den der plade laves. (Dengang i 60’erne, Gyldendal, interview ved Camilla Skousen og Bente Hansen) Pladen blev indspillet hos Metronome hvor Stig Møller havde kontrakt om en LP. Stig Møller: Vi skulle lave en LP med mig og Thøger Olesen-tekster, men jeg kunne ikke finde ud af Thøger Olesens måde at skrive på … De sagde mig intet. … Så vi ’huslede’ Bent Fabricius ved at tage ud til ham hver dag i næsten to-tre måneder og bare hver dag husle ham, og snakke med ham og charmere ham og servere kaffe for ham og tænde hans smøg når han havde brug for det, i det hele taget bare virkelig køre på ham for at få vores vilje, og endelig, så gav de sig derude. (Opus nr. 4 1990, interview ved Nicolai Glahder)
			Stig Møller: For 600kr. fik vi et helt pigtrådsband. Vi lånte et øvelokale, hvor vi på en dag gennemspillede alle de numre, som vi havde. Derefter tog vi ud i Metronome-studiet og indspillede det hele på en gang – så var vores LP ”Hip” færdig. (Record News Nr. 13 1990, interview ved Freddi Lund-Nielsen) Hip var programsat til at udkomme den 1ste juni 1967. Om datoen blev overholdt vides ikke, men både Politiken og Berlingske Tidende bringer anmeldelser den 18. juni. Eik Skaløe og Stig Møller har selv skrevet samtlige pladens numre, og det har de klaret med bravour. Hist og her er der skønhedspletter, men de vil automatisk blive fjernet, når gruppen om nogle måneder er bedre sammenspillet. Først og fremmest spiller ”Steppeulvene” engageret og med nerve. Alene derfor bør man eje albummet ”Hip”, som er det første virkelige danske forsøg på at arbejde videre med de resultater de mest progressive udenlandske grupper har opnået de sidste år. (Jørgen Kristiansen i Berlingske Tidende 18. juni 1967)
		Det kunne vanskeligt holdes hemmeligt at Steppeulvene brugte andre og mere utraditionelle stimulanser end øl og cigaretter. Brugen af hash var dengang noget relativt nyt og derfor egnet til sensations-overskrifter i bladene. Eik Skaløe: Der er ingen grund til at gøre det til en større del af vores plade, end det er. Vi har snakket om det her, fordi vi regnede med, at jeg ville blive spurgt om det. Min stilling er klar. Jeg tror, at mennesket i dag er voksent nok eller stærkt nok eller barn nok eller ung nok til at kunne ryge hash-cigaretter i stedet for almindelige cigaretter. (Aktuelt 9. juli 1967, interview ved Flip) Som Eik sagde handlede ”Hip” om andet end hash, et nyt livssyn, eller måske snarere en ideologi, fik her et dansk udtryk. Hippiebevægelsen der havde sit udspring i Californien var nået til Danmark og Eik blev i nogle aviser udnævnt til ”chefhippie”. Hippierne manifesterede sig bl.a. ved Happenings og såkaldt Love-ins – en forløber for senere tiders festivaler – med blomster, spraglede klæder, hash, dans og musik.
		Vi skal lære hinanden at kende, snakke med hinanden, berige hinanden. Det har ikke noget med hash at gøre. Der er ikke tale om et kæmpe hashgilde, men hvis folk vil tage hash med, er der ingen, der blander sig i det. … Vi er simpelthen nye mennesker. Vi skal op at køre i et andet leje. Vi vil gerne have lov til at udtrykke os selv i vor egen generation. (Eik og Stig i Ekstra Bladet 22. juli 1967, interview ved Lars) Steppeulvene fik deres professionelle debut i Soho på Bakken. Et nyt spillested hvor også Beefeaters og Povl Dissing optrådte. Lyset på scenen flimrer vildt og vanvittigt, og det hjælper en til at føle sig højt oppe sammen med musikken. Derfor forarger det heller ikke, at go-go pigen smider sine bukser og danser rundt i små trusser, samtidig med at hun maler gruppens tøj og ansigter med hvid maling, på en ikke særlig inspireret måde. Vi har det rart, vi er sammen alle sammen, og føler en form for fællesskab. (Bjarne Jensen i B.T. 28. juli 1967) Over sommeren fortsatte Steppeulvene med at spille i Soho, som opvarmning for Pink Floyd i Star-Club og hovedattraktion ved den 2. Love in på Langelinie.
				I september begyndte den skæbnesvangre provins-turné med tre jobs på hhv. Fyn og Als. Der var stor ”Flower happening” i Fyns Forum og Steppeulvene arrangerede en mindre Love-in til ære for aviserne i Eventyrhaven i Odense. Steppeulvene synes at have opholdt sig nogen tid på Fyn med enkelte afstikkere bl.a. til Vejle hvor de ifølge Stig spillede en uges tid på et dansested. Rygterne om gruppens hashrygning m.m. gav sig imidlertid uheldige udslag. En koncert i Kolding var blevet aflyst med kort varsel pga. fejl i ekspeditionen af kontrakten og for at undgå problemer med publikum sagde arrangøren at Steppeulvene var til afhøring hos narkotikapolitiet og derfor ikke kunne komme. I virkeligheden spille de samme aften koncert på Gelsted Kro. Lørdag den 14. oktober blev det til gengæld alvor. Stig Møller: Vi blev stoppet i Aalborg af politiet der kom og slukkede strømmen fordi de troede vi havde stoffer med. Så pludselig var vi omringet af en masse betjente og hunde der søgte efter tjald fordi vi i aviserne havde sagt at vi røg hash og tog syre når det passede os. … Vi kom på stationen og blev afhørt, men betjentene var søde, og vi blev gode venner da de fandt ud af at vi var ganske ufarlige unge mennesker. Så vi blev løsladt, undtagen Eik der havde stjålet en knallert for et par år siden. (Ud & Se, December 1998. Interview ved Søren Prehn)
		Anholdelsen var begyndelsen til enden på Steppeulvene. En del planlagte koncerter måtte aflyses og Eik besluttede at tage af sted på den østenrejse til Nepal han havde længtes efter, sunget om, og hvorfra han ikke skulle vende tilbage. Sammen med vennen Otto Kissum tager han på motorcykel til Tyrkiet og videre mod Afghanistan. Eik Skaløe: Det har været en spændende ny oplevelse at være turnerende musiker, men jeg egner mig ikke til det. Jeg er simpelt hen ikke musiker af temperament. Jeg er sangskriver, og den del af min virksomhed led under turnélivet. Desuden er jeg ikke så god en sanger, at jeg kan følge med resten af gruppens udvikling. (Ekstra Bladet 3. november 1967. Interview ved Carsten Grolin) Det var tanken at Steppeulvene skulle fortsætte med at spille med Stig Møller som forsanger. Eik skulle fortsætte med at skrive sange til gruppen og rejste ifølge Ekstra Bladet til Afghanistan for at skrive sange til gruppens næste album. Gruppen kunne imidlertid ikke holde sammen uden Eik. Det blev til to jobs som opvarmning for Cream den 12. november og for Arthur Brown den 25. november. Ved begge lejligheder udvidet med Hasse & Wiliam. Men da gruppen den 29. november gik i studiet for at indspille sin eneste single var det uden Stig Møller.
	Dette er stort set det sidste man hører til Steppeulvene. Efter singlen går gruppen i opløsning. Enkelte af gruppens medlemmer; Søren Seirup og Kim (En fløjtenist som medvirkede ved Cream koncerten og blev det sidste officielle medlem af Steppeulvene) var tilsyneladende med ved indspilningen af nummeret, ”Hash hunden glammer” med Politiken journalisten Hasse Havgaard i december. Men der kommer ikke flere koncerter. Søren starter en ny gruppen i løbet af 1968, Hey Joe’s Ballonrute, hvor også Preben en overgang var medlem. Stig holder pause fra musikken men spiller i Kajs Camping i løbet af 1969. Eik befinder sig ved årsskiftet 1967/68 i Afghanistan, hvorfra han sender et par tekster hjem til Stig. Maj 68 er han i Nepal og hidtil er turen forløbet godt, bortset fra et kortere fængselsophold i Indien. Herefter synes det at gå galt. Eik er nogen tid indlagt på et hospital i Kabul for dysenteri, er deprimeret og taler om at begå selvmord. Det er herefter noget uklart hvad der er forgået. Hen på efteråret møder Eik et par gamle venner; Christian Arnø og hans kæreste Majbritt i Kandahar hvortil de er rejst sammen med Ole og Hannah Nydahl.
	Christian Arnø: Jeg havde aldrig set ham sådan før, lyset var gået ud af hans øjne. Han fortalte mig, at han var på speed. Engang var jeg ved at bede ham om at passe på sig selv, men sådan noget er svært, vi kæmper jo alle hver for sig… (fra Midt i en Hashtid, Fremad. Interview ved Karl Eskelund) Den 15. oktober begår Eik selvmord på den indiske side af grænsen til Pakistan. Hans efterladte papirer og skeletrester sendes senere til Danmark og bliver først endeligt identificeret i februar 1970. India 15-10-68. For the officials: As I guess you know – This suicide is decided & carried out by myself. No one is to blame except the cruel person inside me. Forgive me. Eik Skaløe.
Til toppen